Swaziland Democarcy Watch kæmper for demokrati i Swaziland igennem solidaritetsarbejde med demokratiske bevægelser i landet. Hermed mener vi, at vi kæmper for demokrati på befolkningens egne præmisser og ikke nødvendigvis demokrati i en vestlig eller skandinavisk forståelse.
Vi mener, at der har udviklet sig en uheldig demokratidiskurs i Vesten og ikke mindst i Danmark. Der er gået mode i begrebet demokrati, og det har medført, at selv de mest udemokratiske handlinger kan legitimeres, bare de udføres i demokratiets navn. Dette er tuneserloven et godt eksempel på.
Desuden mener vi, at det er problematisk, at demokrati i Vesten opfattes som den bedste styreform, uanset et lands befolkningssammensætning eller historie. Vi mener, at man er nødt til i høj grad at tage disse faktorer med i overvejelserne omkring hvilken styreform, der tilgodeser flest menneskers interesse i et specifikt land.
Derfor vil vi ikke forsvare den måde, den vestlige verden prædiker demokrati på i tredjeverdenslande, for demokratiets skyld alene. Det være sig f.eks. når vi fører krig i demokratiets navn, som vi har set det i Irak. Vi vil gøre det klart, at vi tager afstand fra denne misbrug af begrebet demokrati. Demokrati skal give folket indflydelse, ikke undertrykke det!
I Swaziland har befolkningen imidlertid selv et ønske om ændringer. Vi ved fra vores kontakter i Swaziland, NGO´er såvel som civil befolkningen, at størstedelen ønsker et flerpartisystem med konstitueret monarki, i stil med det vi har i Danmark. Vi vil ikke sige, at dette nødvendigvis er det rigtige, men vi vil kæmpe for at befolkningen i Swaziland selv kan vælge.