Swaziland er udråbt til at være et af de første lande i verden, hvor en hel nation vil dø af AIDS.  26 % af befolkningen er HIV-smittet, og landet har dermed den højeste smitteprocent i verden. En måling blandt de gravide kvinder siger, at 42 % er HIV-smittede. En tilsvarende udbredelse i Danmark ville svare til, at alle indbyggere i Storkøbenhavn, Århus, Aalborg, Odense, Esbjerg og flere til var smittet med den dødbringende virus.

 

   Sygdommen spreder sig voldsomt i Swaziland. Det betyder blandt andet, at den gennemsnitlige levealder er på 31,9 år, og befolkningstallet er drastisk faldende. De primære årsager til det er manglen på information om sygdommen samt på behandlingsmulighederne. Emnet er yderst tabubelagt, hvilket skaber store hindringer for lokale Ngo’ers oplysningsarbejdet. Som følge heraf hersker der mange misinformationer og myter om HIV/AIDS blandt befolkningen, der derfor ikke tager sygdommen tilstrækkelig alvorligt.

 

Dårlig adgang til medicin og behandling

   Officielt har man i Swaziland ret til gratis livsforlængende medicin. Tilbuddet kommer dog ikke dem, der har brug for det til gode. For det første er der ikke nok medicin.  For det andet befinder denne medicin sig på landets få hospitaler og klinikker, som ligger i byerne. Det gør det næsten umuligt for smittede blandt landbefolkningen at modtage behandling. De er ofte for fysisk svage til at tage den lange rejse til nærmeste klinik og desuden for fattige til overhovedet at kunne betale transporten dertil. Ligefrem at få råd til blodprøver og transport til regelmæssige tjek og behandling er derfor desværre helt uden for rækkevidde.

 

Mangel på information om HIV/AIDS

   Det er en kæmpe hindring både i behandlings- og forebyggelsesarbejdet, at den almindelige befolkning i Swaziland ved meget lidt om HIV/AIDS. Én af grundene hertil er helt konkret, at det er svært at få adgang til information. Folk på landet bor ofte langt fra et hospital eller en klinik, og desuden er HIV/AIDS meget tabubelagt og derfor svært at tale om.

   Regeringen i Swaziland, og dermed også kongen, tager ikke problemet med HIV/AIDS alvorligt. Både fordi det er et pinligt emne at tale om, men særligt også fordi en alvorlig indsats på området ville betyde gennemgribende ændringer i samfundet, familiestrukturen og det politiske liv, som man fra kongen og regeringens side ikke er interesserede i. Ændringerne kunne bestå i grundig oplysning til folket, mulighed for at folk deltager i samfundsdebatten, samt afskaffelse af flerkoneri, hvilket er udbredt. Det ville betyde et brud med det udemokratiske og patriarkalske samfund, som kongen og regeringen står for.

   En meget væsentlig følge af manglen på helt grundlæggende viden om HIV/AIDS er, at mange swazier ikke ser fordelene ved at lade sig teste og være åben omkring hvorvidt man er HIV-positiv eller ej. Disse forhold er helt nødvendige for at kunne begrænse den videre smitte, og er derfor det, som meget af Ngo’ers arbejde med HIV/AIDS drejer sig om.

   Swaziland har tilsluttet sig USA’s tilgang til bekæmpelse af HIV/AIDS, som går ud på, at afholdenhed er den bedste og mest effektive måde at standse spredningen af smitten. Problemet med den strategi er, at man så i mindre grad forholder sig til de samfundsmæssige følger HIV/AIDS har og fortsat vil have, når nu realiteten er, at en hel nation naturligvis ikke praktiserer afholdenhed.

 

Den stærkt patriarkalske kultur

   Swazilands kultur er meget mandsdomineret. Manden har ret til at bestemme over kvinden og til at have flere koner. Kongen sætter et tydeligt eksempel med sine 13 koner, hvoraf den yngste var 13 år gammel, da han for tre år siden giftede sig med hende.

   Kvinder har en lav status både socialt og retsligt. De har derfor ingen mulighed for at stille krav til deres mand, eksempelvis om at bruge kondom. Mange mænd er uvillige til at bruge kondom, fordi de mener, det signalerer, at de er deres kone(r) er utro. Kvindernes underordnede rangering gør dem særligt udsatte for HIV-smitte.

 

Hvem gør noget

   Den store smitteudbredelse har enorm indflydelse på de sociale forhold i landet. Fattigdomsproblemerne forøges, familiestrukturen ændres og især kvindernes forhold forværres. Sygdommen er forbundet med skam, og smittede oplever meget ofte at blive udstødt af samfundet. Men hvem gør noget for at ændre det?

 

Der gives ikke dansk bistandshjælp på HIV/AIDS-området i Swaziland. De som arbejder med problemerne er hovedsagligt NGO’er fra FN samt lokale og kirkelige NGO’er. En af disse Ngo’er er Foundation for Socio-Economic Justice, der med hjælp fra sundhedsklinikker underviser i HIV/AIDS og hjælper til, at de smittede og efterladte kan få et bedre liv.